|
|

Kulturens HuseOver de seneste 6-7 år har Syddjurs Kommune arbejdet på etablering og udvikling af gode, kvalitetsprægede lokale mødesteder. Det betyder, at der flere steder i kommunen nu er tværkulturelle mødesteder, hvor borgere og brugere kan komme, mødes, opleve og bruge forskellige kulturelle tilbud. I Hornslet er Kom-Bi områdets biograf- og kulturhus med udstillinger, koncerter og foredrag. I Rønde byder Kulturhotellet på både teater, kunstudstillinger og kulturskole, ligesom hotellet huser forskellige foreninger og børne- og ungegrupper mv. I Kolind er Kolind+ netop ved at tage form. Heri indgår biblioteket, lokalarkivet, en ny multihal samt mødelokaler og udenomsarealer. Tilsvarende er Maltfabrikken i Ebeltoft under etablering – med bibliotek, museum/arkiv, kreative iværksættere og kulturhusaktiviteter. Samtidig med udvikling af faciliteterne er der via Syddjurs Kommunes Fritidsportal www.conventus.dk/syddjurs skabt bruger indsigt og mulighed for at booke og bruge alle lokaler.
Syddjurs Bibliotek er sammen med kulturens huse en bærende institution, når det gælder mødesteder. Det er byrådets ønske, at der med biblioteket og biblioteksbussen sikres, at alle borgere har et kvalitetspræget kulturtilbud inden for kort afstand.
De forskellige huse udgør – sammen med de lokale forsamlingshuse – et finmasket net af kulturmødesteder i Syddjurs. Byrådet ønsker at fremme og understøtte disse kulturmødesteder. Samtidig er det vigtigt, at de lokale borgere er aktive, bakker op om, stiller krav og bidrager til kulturhusene og de konkrete tilbud. Netop disse huse er etableret med og for de lokale, og de fungerer bedst, når de bliver brugt og løbende udfordres og udvikles. De lokale ildsjæle og nøglepersoner kan formodentlig lære noget af hinanden på tværs af husene. Her ser vi muligheder i erfaringsudveksling og tværgående samarbejde.
|
|
|