Velkommen til Syddjurs Planstrategi 2015

 

Syddjurs Byråd er stolte over at kunne præsentere vores strategi for kommunens udvikling i de kommende år – Planstrategi 2015.

Syddjurs Kommune er et godt og smukt sted at bo, leve og arbejde – og at besøge, som hundredetusindvis af turister gør det hvert år. Dette potentiale vil vi udnytte gennem en fokuseret og prioriteret indsats. Byrådet har derfor i 2014 fundet, at tiden var inde til at forny visionen for Syddjurs Kommune. Visionen kan du læse nedenfor.

Med Planstrategi 2015 sætter byrådet med udgangspunkt i visionen fokus på fire indsatsområder, der skal præge kommunens udvikling i 2015-2017: BosætningErhvervsudvikling og beskæftigelseNatur, Kultur og Landskab og Det innovative Syddjurs

”Tematillæg til Planstrategi 2015 - By- og turismeudvikling i kystnærhedszonen” er vedtaget
 

Syddjurs Byråd behandlede på sit møde den 11. oktober 2017 høringssvar til ”Tematillæg til Planstrategi 2015 for by- og turismeudvikling i kystnærhedszonen for Syddjurs Kommune” i den offentlige høringsperiode fra den 3. juni 2017 til den 1. september 2017.

De indkomne høringssvar gav anledning til, at Byrådet besluttede, at:

  • Reducere forslaget om udlæg af nyt sommerhusområde ved Holme
  • Reducere forslaget om udlæg af nyt sommerhusområde ved Begtrup Vig
  • Foreslå to nye sommerhusområder ved Taksvej, Stenager og Øervej, Øerne
  • Reducere forslag til udtagning af sommerhusområde, Område O ved Langbjerg, Mols-Helgenæs
  • Pointere, at strandengen i Ebeltoft ikke må bebygges
     

Tematillæggets øvrige forslag om udpegninger af sommerhusområder og udviklingsområder blev bibeholdt uændret og danner baggrund ansøgning til Erhvervs- og Vækstministeriet om godkendelse af udlæg af sommerhusområder og udviklingsområder.

pdf okt_2017_tematillaeg_til_planstrategi_2015_endelig.PDF (9.9 MB)

pdf okt_2017_miljoevurdering_af_forslag_til_tematillaeg_til_planstrategi_2017.pdf (2.6 MB)

 

Hvis Erhvervs- og Vækstministeriet imødekommer ansøgningerne helt eller delvist, forventes dette at blive udmøntet i et landsplandirektiv for hele landet, hvor evt. nye sommerhusområder i Syddjurs Kommune vil indgå. Herefter vil de konkrete områder kunne indarbejdes i kommuneplanen. – Enten gennem et tillæg, eller i næste kommuneplanrevision. 

”Tematillæg til Planstrategi 2015 for by- og turismeudvikling i kystnærhedszonen for Syddjurs Kommune” offentliggøres den 17. oktober 2017 via Syddjurs Kommunes hjemmeside. Fra denne dato beregnes 4 ugers klagefrist jf. medsendte klagevejledning.

 

Klagevejledning
Den endelige vedtagelse af ovennævnte plan kan påklages til Planklagenævnet.

Efter planlovens § 58, stk. 1, kan kun retlige spørgsmål om tilblivelsen af en plan påklages. Det betyder, at du fx kan klage, hvis du mener, at Byrådet ikke har haft ret til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at Byrådet efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

En evt. klage skal være skriftlig, og skal sendes til Planklagenævnet via Klageportalen, som du finder på borger.dk og virk.dk.

En evt. klage skal være modtaget af Planklagenævnet inden 4 uger fra den offentlige bekendtgørelse, dvs. senest den 14. november 2017.

Når du klager, skal du betale et gebyr. Gebyret er forskelligt for private og virksomheder. Privatpersoner skal betale et gebyr på 900 kr. Virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder skal betale 1.800 kr. for behandling af eller genoptagelse af en klage.

Hvis du vil indbringe spørgsmålet om planens lovlighed for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra datoen for planens offentlige bekendtgørelse, dvs. senest den 17. april 2018.

Du kan finde klagevejledningen på Planklagenævnets hjemmeside, på www.naevneneshus.dk/planklagenaevnet

 

Vi gør det sammen
Planstrategien fortæller, hvor vi vil hen, og også hvordan vi ønsker at gøre det. Og den tager udgangspunkt i, at Syddjurs er en robust kommune med aktive borgere, levende bysamfund, velfungerende infrastruktur, mangfoldigt erhvervsliv og kultur- og fritidsoplevelser af højeste kvalitet.

Men samtidig går Syddjurs Kommune forandringer i møde, der både skaber udfordringer og muligheder for kommunens udvikling. Det er ikke mindst den demografiske udvikling, der udfordrer den måde, vi har indrettet vores kommune på. Andelen af ældre borgere bliver større, og børnetallet er faldet markant de seneste år.

Disse udfordringer betyder, at vi skal tænke ud over vores egen grænse og sikre sammenhæng og samarbejde med den omgivende verden i vores planlægning. Det gælder i forhold til infrastruktur, det gælder i forhold til bosætning, det gælder i forhold til erhvervsudvikling og det gælder i forhold til opgaveløsningen på de store velfærdsområder. 

For både at sikre den optimale drift og udviklingen af Syddjurs Kommune som moderne velfærdskommune skal kommunen derfor indgå i tætte samarbejder på både kommunalt og regionalt niveau. For at følge udviklingen og for at skabe nye løsninger.

Syddjurs Kommunes fremtidsmuligheder er i høj grad knyttet til nærheden til Aarhus og det øvrige østjyske vækstcenter, hvor kommunerne er indbyrdes forbundne og afhængige af hinanden, hvad angår både arbejdskraft, arbejdspladser, bosætningsmuligheder, kulturtilbud og infrastruktur.

Denne indbyrdes afhængighed spiller en større rolle end kommunegrænserne, og det er i Syddjurs Kommunes interesse at samarbejde om at udnytte det store vækstpotentiale, der er i Østjylland. Vi vil derfor blandt andet i kraft af vores engagement i Business Region Aarhus aktivt bidrage til at skabe en fortættet og integreret byregion og samarbejde i Østjylland.

Med offentliggørelsen af denne planstrategi inviterer byrådet alle til en spændende dialog om kommunens udvikling.

Syddjurs Kommune – vi gør det – sammen

Claus Wistoft

Borgmester

 

 


  
 

Genveje

Læsevejledning

Planstrategi 2015 er en digital strategi, altså en hjemmeside. Få hjælp her til, hvordan du læser strategien.

Hvad er en planstrategi?

Læs om, hvad en planstrategi er, og hvordan den hænger sammen med kommuneplanen.

 

Din mening

Giv os din mening om Planstrategi 2015 og dine forslag og idéer til den næste kommuneplan.

Bosætning

Planstrategiens første indsatsområde.

 

Erhvervsudvikling og beskæftigelse

Planstrategiens andet indsatsområde.

 

Natur, kultur og landskab

Planstrategiens tredje indsatsområde.

 

Det innovative Syddjurs

Planstrategiens fjerde indsatsområde.

 

Vejen til næste kommuneplan

Læs om de ændringer, Byrådet vil lave i den næste kommuneplan.

 


Syddjurs Byråds Vision 2014

Syddjurs Kommune er regionens mest attraktive bosætningsområde for familien, fordi man her kan kombinere vandet, stranden, den enestående natur og et sundt og aktivt liv med nærheden til både den daglige service og Storaarhus.

Samtidig skaber Syddjurs Kommune en velfærdsalliance, hvor borgeren står i centrum gennem åbenhed, nærhed og inddragelse, og hvor det samlede erhvervsliv oplever en kundevendt tilgang med stor erhvervsvenlighed og optimale rammevilkår.

- Læs hele visionen på Syddjurs Kommunes hjemmeside