Der er ikke udpeget arealer til deponerings- eller forbrændingsanlæg i selve Syddjurs Kommune, og kommunen forventer ikke, at der kommer ansøgninger om anlæg i indeværende planperiode.
RENO Djurs står for affaldsbehandlingen på Djursland og er ejet i fællesskab af Syddjurs og Norddjurs kommuner. De står for affaldsordninger for alle private husstande, sommerhuse og virksomheder på Djursland og driver 10 genbrugsstationer på Djursland og Anholt. Derudover har RENO Djurs ansvaret for indsamlingsordning for klinisk risikoaffald og driver behandlings- og deponeringsanlægget i Glatved (i Norddjurs Kommune).
RENO Djurs er en offentlig forsyningsvirksomhed, og selskabet skal derfor hverken give overskud eller underskud, hvilket betyder, at RENO Djurs’ indtjening igennem gebyrer alene dækker de faktiske omkostninger.
I Syddjurs Kommune er der således ingen offentlige deponerings- eller forbrændingsanlæg, dog ligger behandlingsanlægget i Glatved tæt på kommunegrænsen. I Pindstrup ligger et mindre privat forbrændingsanlæg i tilknytning til Novapan Træindustri A/S.
Genbrugsstationer ses på kortet øverst på siden. Klik på "vis stort kort" eller zoom ind på kortet, hvis de markerede områder ikke vises.