Byrådet ønsker at skabe værditilvækst og flere arbejdspladser i Syddjurs Kommune gennem en bred vifte af initiativer, der retter sig mod jobskabelse og vækst i de eksisterende virksomheder såvel som mod iværksætteri og etablering af nye virksomheder. Ligeledes retter initiativerne sig både mod erhvervslivet, arbejdsstyrken og de lokale uddannelsesinstitutioner med henblik på at skabe et godt match mellem et vækstorienteret erhvervsliv og en kompetent arbejdsstyrke.
På den virksomhedsrettede front ønsker Byrådet at kunne tilbyde virksomheder og iværksættere lokal erhvervsservice af høj kvalitet, så de får bedre muligheder for at skabe øget produktivitet og innovation, og så udfordringerne ved etablering og vækst i Syddjurs Kommune generelt reduceres til et minimum. Derfor har Byrådet valgt at udlicitere denne opgave til eksterne lokale og regionale operatører, der kan sikre den fornødne kvalitet i ydelsen.
Indsatsen i forhold til arbejdsstyrken er i høj grad knyttet op på Jobcenter Syddjurs, som er erhvervslivets naturlige samarbejdspartner i forhold til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Jobcenteret samarbejder med andre aktører om at finde medarbejdere til jobåbninger i virksomhederne og en generel udvikling af arbejdsstyrkens kompetencer. Det er byrådets ambition, at alle virksomheder kan få den rette arbejdskraft med de rette kvalifikationer i Syddjurs Kommune.
Udadtil vil vi synliggøre, at kommunen også tilbyder akademiske arbejdspladser og på denne måde tiltrække flere borgere med en højere uddannelse – og dermed højne uddannelsesniveauet i den samlede arbejdsstyrke til gavn for det lokale erhvervsliv.
Andre aktører i forhold til at sikre en kompetent arbejdsstyrke er de lokale uddannelsesinstitutioner med særlig fokus på ungeområdet. Her vil vi på den ene side understøtte, at de unge går i retning af de uddannelser, der er behov for på arbejdsmarkedet, og på den anden side sikre, at der er de nødvendige uddannelsesmuligheder for de unge. Byrådet ønsker i denne forbindelse at styrke uddannelsesmiljøet i Syddjurs Kommune ved bl.a. at understøtte og synliggøre miljøet omkring Campus Kalø og ved at sikre en tættere sammenhæng mellem uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen i kommunen.
|